En iværksætters rejse og taknemmelighed...

Iværksætteren - en blanding mellem Skizofreni og ADHD

En af de store udfordringer man har i en enkeltmandsvirksomhed er ofte, at man er alene. Man har til tider så mange forskellige roller at navigere i og hatte at gå med, at man ofte glemmer hvor man egentligt hører til. Man er bogholder, sælger, markedsførings specialist, social media ekspert, revisor, advokat, webshop administrator og support team på alt det lort der går galt. Man sidder alene med sine spørgsmål og ofte er man alene om at finde løsningerne.

Ofte karakteriseres iværksættere, startere, søsættere - kært barn har mange navne - som nogle rastløse, energibomber der ikke kan sidde stille og ofte keder sig hurtigt hvis ikke de bliver underholdt, beskæftiget eller stimuleret på den ene eller den anden måde. Måske er det bare sådan jeg ser mig selv?

Jeg bruger ofte denne blog som et middel til at få nogle af de her tanker ud af hovedet. Jeg elsker at sætte ord på tingene og ikke mindst vise andre ligesindede, at det hele er NORMALT! Følelserne, tankerne, bekymringerne, drømmene - det hele.

Du passer ikke ind her - find din rette hylde!

I mange år har jeg været bange for arbejdsmarkedet. Helt tilbage til folkeskoletiden, hvor man havde fritidsjobs fik jeg en underlig fornemmelse af hele det der "arbejdsmarkeds koncept". Efter uger eller måneder i et nyt job (vi flyttede en del), blev jeg rastløs, det blev ganske enkelt for kedeligt for mig at udføre de respektive arbejdsopgaver. Jeg gad ikke gå på arbejde og min energi blev drænet flere dage inden jeg skulle afsted. Det der så sker, når man ikke gider noget, er at man melder afbud elller melder sig syg. Det gjorde jeg rigtigt ofte. 

Men det var hele tiden en mental kamp, når man som jeg, er enormt pligtopfyldende - man vil ikke skuffe nogen. Det gjorde jeg når jeg lod min arbejdsgiver i stikken. 

Jeg fik følelsen af allerede i teenageårene, at jeg ikke passe ind på arbejdsmarkedet - jeg kunne ikke finde motivationen. Denne tanke har i mange år efterfølgende fulgt mig helt op i mit voksne liv. 

"Du passer ikke ind her!"

Jeg elskede at gå i skole - selvom hver eneste dag var mere eller mindre den samme, så var den alligevel helt ny. Jeg lærte noget dagligt, jeg blev stimuleret og jeg glædede mig til at komme i skole. Og når man ikke passer ind i arbejdsmarkedet, ja så er der åbenbart kun en vej man kan gå - det er naturligvis at blive evighedsstuderende :-)

Jeg har efter gymnasiet taget en multimediedesigner uddannelse, efterfulgt af to bachelorer i henholdsvis konceptudvikling og innovation og entrepreneurship...

Hvorfor være selvstændig, når man ikke gider at arbejde?

Mellem mine uddannelser forsøgte jeg naturligvis at komme ud på arbejdsmarkedet - jeg vidste jo godt at jeg ikke kunne læse i al evighed. Jeg har altid været kreativ og elsker at søsætte ting, komme med gode konceptuelle iagttagelser og generelt ligger mit drive i at iværksætte kreative tiltag. Det konkluderede jeg hurtigt, at jeg kunne få stor gavn af på et reklamebureau. Her kunne jeg dagligt arbejde med alle de ovenstående faktorer.

Jeg var på daværende tidspunkt så ualmindelig heldig at få arrangeret et møde med den kreative direktør fra et af landet bedste bureauer. YES! Jeg var "inde i varmen" hurtigere end jeg havde regnet med, tænkte jeg.

Men at dette møde skulle blive en skælsættende faktor i min fremtid, var jeg ikke klar over.

Her er din rette hylde, Kasia!

Jeg havde en fantastisk samtale med en meget inspirerende, kvalitetsbevidst og professionel herre. Mødet varede langt over 2 timer, så jeg var overbevist om, at den sad lige i skabet. Jeg havde endeligt fået en plads et sted, tænkte jeg!!!

Undervejs i min portfoliofremvisning fremlagde jeg mine illustrationsfærdigheder, hvor jeg livligt fortalte om min nye lille tegningserie af "De Skidende Fugle". Det var her alting ændrede sig.

Herren som virkeligt syntes om mig, kiggede mig alvorligt i øjnene og sagde ; 

"Kasia, man kan jo tydeligt se, hvor din passion er. Den er i dine illustrationer. Man er ikke i tvivl om hvor meget du brænder for det her. 
Jeg ville være utrolig heldig at have dig som en del af mit team, men jeg ved også at der ikke ville gå længe før du blev brændt ud. At placerede dig bag et skrivebord i en kasse ville kvæle dig. 
Du skal have højt til loftet, du skal have luft omkring dig og du skal ihvertfald udforske det dér du sidder med. Det er her du har gnisten i øjnene..."

WHAT THE FUCK!!! Får jeg så ikke det job, tænkte jeg!? Shit jeg var sur, da jeg gik derfra - kæft en nar, tænkte jeg - kortvarigt. Jo mere jeg tænkte over hans kommentar jo mere alvorligt blev den tanke. Jeg besluttede mig derfor for at læse videre (igen igen igen) - denne gang mindre krativt og mere noget omkring business, virksomhedsdrift osv. Jeg havde lidt på fornemmelsen, at mange kreative mennesker ikke er gode til at tjene penge - eller lave en sund forretning på deres kreative evner. Den hypotese måtte jeg teste af - om ikke andet, så igennem endnu en uddannelse.

Fuldtidsstudie og virksomhed

Jeg startede på bacheloren i Innovation og Entrepreneurship. Fantastisk uddannelse som jeg vil anbefale alle med iværksætterånd. Man finder i sandhed sin rette hylde - blandt ligesindede.

Jo mere jeg lærte på studiet omkring regnskab, økonomi, jura, salg, ledelse osv osv - ja jo mere brugte jeg det ned over min lille hobby. 

I 2013 solgte jeg mine tegninger til venner og bekendte - wow en vild følelse - nogen ville købe mit shit! Det hele var ret primitivt og foregik enten på mailen eller via Facebook som salgskanal. Det tog en del tid. I december 2013 havde jeg solgt så mange tegninger at jeg blev nødt til at momsregistrere mig, idet det var blevet en lille produktion med ligeså mange udgifter som indtægter.

I januar 2014 deltog jeg i min første fagmesse for bolig og interiør branchen - her blev mine illustrationer og plakater testet på både branche og fagfolk, men også resten af verden. I februar 2014 havde jeg fået lavet min egen webshop. Nu var det ganske enkelt en lille butik, en reel forretning.

Jeg var så heldigt stillet ved at kunne kombinere studiet med min virksomhed. I sådan en opstartsfase, ja der knokler man mindst 80 timer om ugen, så de to verdener jeg opererede i måtte ikke være for fjerne fra hinanden. Ellers vidste jeg, at jeg ville blive skør.

Jeg brugte min viden fra studiet og sideløbende med skoleprojekterne, så arbejdede jeg meget intenst med min egen virksomhed. Nogle søde klassekammarater sagde til mig, at jeg skulle arbejde mere med virksomheden, for der lå enormt meget potentiale i den. Her kunne jeg bruge min egen virksomhed som case på de resterende semestre på studiet - sågår kunne jeg gå i praktik i egen virksomhed, hvilket gjorde, at jeg havde mere fordybelse i mit eget foretagende. Det er der ikke mange i opstartsfasen der har muligheden for - og det mest taknemmelige af det hele var at jeg kunne gøre det på en SU indtægt, så jeg havde ikke brug for at tage lån i banken for at starte. Jeg var igang.

Er du stadig bange for at arbejde?

I dag arbejder jeg halvt så meget som jeg gjorde sidste år, selvom det stadig er fuld tid. Men jeg har lært at effektivisere tingene, optimere på ressourcerne og ikke mindst at navigere i livet som selvstændig. Jeg har langt om længe fundet min rette hylde. Det handlede slet ikke om at jeg ikke kunne, ville eller skulle arbejde - det handlede om at jeg er en af de typer mennesker, som kræver den rigtige motivationsfaktor for at være hengivende - uanset hvad det drejer sig om. Den motivation fandt jeg den dag jeg var til møde på bureauet. Jeg fandt gnisten, passionen, drømmen. Noget at hige efter og noget der glædeligt hver eneste dag får mig ud af sengen - uanset de søvnløse nætter, mavepinen og bekymringerne. Mit mål er helt klart at vise andre kreative, rodløse kreative sjæle, at man sagtens kan drive en virksomhed på sine kreative kvalifikationer - hvis man vil det nok.

Hjulene på bussen drejer rundt rundt rundt...

I august 2014 gik jeg en tur ned til den lokale brugskunst forhandler med en rodet mappe af tegninger, plakater og illustrationer i håb om at de ville forhandle mine ting. Det blev den første forhandler og en forrretningsrejse begyndte. Der kom bekymringer, søvnløse nætter, samarbejdskontrakter, leverandøraftaler, jura man skulle forholde sig til - pludseligt befandt jeg mig midt i en mandsdomineret verden med spidse albuer og måtte udøve bestemte dybe toner, når jeg "skulle have min vilje".

Ofte sidder jeg og griner for mig selv, efter at have haft et møde eller en spændende telefonsamtale. Jeg lyder så voksen, så "vigtig" og ikke mindst slet ikke som en kvinde der engang var bange for arbejdsmarkedet.

Der er sket uendelig meget på ganske kort tid. Fra jeg fik min første forhandler for lidt over et år siden, til at jeg nu har 35+ forhandlere fordelt på Danmark, Sverige, Finland, Australien og New Zealand. Alt sammen på 1 år.

Det har været og er dagligt en vanvittig rejse, et eventyr, som jeg er ualmindeligt taknemmelig for.

Tak fordi du læste med - og husk, vi har alle en hylde, men det er først når gnisten og passionen opstår vi finder den :-)