fredag den 21. august 2015

Den sammenbragte familie....

Følelsesmæssig intelligens...

Følelser er en mærkelig størrelse. Ofte er de et resultat af de indtryk vi stilles overfor eller de mennesker vi møder på vores færden igennem livet.

Vi griner, vi græder, vi tænker, vi undres, vi bliver nysgerrige og ikke mindst kan det hele føles på både krop og sind. De oplevelser eller mennesker der har størst inpact på os, der hvor det rigtigt kan mærkes helt inde i maven, ja det er ofte noget vi ikke selv er herre over. Det kommer ganske uventet og ofte meget ubelejligt. Enten har vi ikke tiden til det, eller så havde vi måske lagt en anden og mere "sikker" strategi end den der umiddelbart ligger for døren - vi havde ganske enkelt en anden plan. Men det er jo nu engang således, at omstændighederne ændres, som små blink - tilfældigheder mødes - bringer folk tættere på og andre gange distancerer det nogle. 

Ofte har vi brug for en plan, vi har brug for en retning eller måske indsigt i hvor vi bevæger os hen, for at sikre os selv en indre ro. Vi giver til tider andre skylden, når tingene ikke går som de skal - eller måske de højere magter. Sjældent tager vi ansvar for omstændighederne. 

Jeg tror ikke decideret på skæbnen - heller ikke at alting er forudbestemt. Jeg tror på, at vi langt hen af vejen selv er med til at forme den vi er, den vi vil være, og den vi bliver - ikke mindst den retning vi vil eller skal bevæge os mod. Om det så er i ens privatliv, erhvervsliv eller den indre balance. Vi har ganske enkelt selv ansvar for når tingene går godt - og når de går skidt.

Inderst inde tror jeg, at vi langt hen af vejen godt ved hvad vi er værd, hvad vi selv ønsker og drømmer og ikke mindst hvad vi mener vi fortjener. De fleste af os har bare ikke nosser nok til at åbne munden og rent faktisk claime hvad vi gerne vil have eller hvad vi drømmer om at opnå. Det hele bunder i frygten for at fejle - "Hvad nu hvis de griner".. Ja, hvad nu hvis de rent faktisk griner? Så har de da noget at snakke om - om ikke andet så for en stund.

Følelser er en underlig størrelse - vi tror vi kan kontrollere dem, men i virkeligheden, den virkelige virkelighed, er de meget mere intelligente end vores egen forstand rækker.


Når du mindst venter det...

For et halvt år siden mødte jeg min kæreste. En af de mennesker som jeg netop blev draget af uden at kunne stå imod - en jeg ville lære bedre at kende - en der fik nogle følelser op i mig, som jeg ikke havde troet eksisterede. Timingen var vanvittig dårlig. Jeg var på vej ud af et forhold igennem 4 år, som i slutningen af forholdet havde gjort mig trist. Han var ligeledes kommet ud af et længerevarende forhold, som han slet ikke var glad i. Vi var måske begge sårbare for alting - eller måske mere modtagelige for de rigtige signaler. Det var ihvertfald den del vi delte - på det tidspunkt.

Fællesnævneren var,  at vi blev draget af hinandens tragiske omstændigheder. Ulykkeligheden. Vi var/er af natur begge meget positive og udadvendte, men af en eller anden årsag havde vi tilladt os selv at nøjes. Det var jo sådan set "fint nok".



Kilde : Kasia Lilja

Men er "fint nok" godt nok? Det var det ikke for os! 


For at gøre en lang historie endnu længere...

Tiden fløj afsted og venskabet blev erstattet med vaskeægte følelser. Følelser så stærke at de ofte (også den dag i dag) spændte ben for os til tider - følelser der er så stærke, at de er svære at håndtere. Konklusionen må bestemt være : Ægte Kærlighed. Det var ihvertfald det synonymet endte med at blive. Det må være dét de snakker om i filmene - eller de der candyfloss søde ægtepar der igennem 20 år stadig siger "det var bare ment-to-be"... Man tænker sådan lidt "Åh hold nu kæft..." Men jeg har oplevet det på egen krop nu. Kærligheden som kun findes i Disney film. Den findes virkeligt, og man ved det ikke før man mærker den. Jeg kan vitterligt ikke trække vejret uden at tænke på ham. Jeg VED at det er det helt rigtige at vi er fundet sammen. 

Kilde : Privat Foto

Men hvad gør man så når man har fundet manden i sit liv? Hvad er "the next step"? Nu er vi kærester, men det næste skal vel være det der "Lad os flytte sammen projekt". Og det var lige det vi gjorde. Flyttede sammen.

Alting gik meget hurtigt i starten. Selvom historien virker lyserød, har den været alt andet end det. Desværre er det således, at når man er så offentlig og transparent i sin sociale medie kommunikation (og hamrende forelsket, hvor man har lyst til at råbe det ud til hele verden), så deler man ikke kun sit privatliv, man giver også folk mulighed for at forholde sig til ens liv. 

Alle har en mening om noget, nogle ytrer sig direkte, andre tier men deler deres tanker med venner og bekendte, men de fleste tænker i hvertfald noget.

Desværre blev min og Sørens kærlighed ligeledes debateret i øst og vest - Mange stillede spørgsmålstegn - også de mennesker, som vi førhen så som vores venner. 

I starten havde vi lyst til at råbe det ud til hele verdenen - hvor stor vores forelskelse var (og stadig er). Mange så det som en provokation - at vi ved at dele kærligheden trådte på vores respektive fortid. Men det var jo slet ikke tilfældet. Vi havde og har stadig stor respekt for vores fortid og unset hvad folk tænkte eller tænker, så handlede det hele og gør det stadig, kun om os - og vores kærlighed. Ikke om at såre nogen i svinget.

Det har ikke været en nem proces at opdage vennerne tage afstand - tage parti. Det har været yderst ubehageligt at skulle sætte dem i en situation, hvor de måtte vælge - om det var nødvendigt eller ej.

Til tider påvirkede det os begge så meget, at vi var ret opgivende - vi troede ganske enkelt at os som par var "forkert" - men hvad fanden skal ANDRE bestemme det for? Hvorfor tillader vi os overhovedet at være i tvivl? Er "normer" i virkeligheden ikke et menneskeskabt monster, der sikrer folk kontrol over os?

Ligeså frustrerede vi var, ligeså trodsige blev vi - ingen skulle slå det i stykker vi startede. Og det var der hellere ingen der fik lov til :-)

Fra city single til opvarmet garage og samtale køkken

En ting er at finde manden i sit liv - men er man klar til omvæltningen? Og i så fald, hvad kommer ændringerne så til at være, når man har været vant til at bo i byen med sit store ego og selvstændighed? Pludseligt er der to børn mere, som man skal elske som sine egne - kan man det? Livet i forstaden med stor streg under "borgerlig" var udsigten.

Det kræver i den grad en del omstrukturering på øverste etage at forholde sig til naboer der vinker, pludseligt har man bøgehæk og så er der det der med at have "den lokale superbrugs". Hele forstadslivet blev pludselig en realitet, men den største udfordring var at flytte ind i et hus, som var en del af en fortid, der ikke længere skulle være. Hans ekskæreste. 

Der gik mange tanker igennem mit hovede; hvordan skal jeg finde mig til rette i "hendes hjem", stod hun også og spiste der, hvor jeg pt sidder med min klapsammen mad? De fleste gange tog jeg mig selv i at have forestillinger om noget, jeg ikke engang er sikker på var hændt. 

Heldigvis har vi en meget åben og ærlig tilgang til tingene herhjemme - vi siger tingene ligeud - også de ting der gør ondt at høre - og gerne med det samme, som følelserne opstår. Det er i den sidste ende også det der gør vores forhold sundt - ingen hemmeligheder.

Vi er begge meget løsningsorienterede og blev hurtigt enige om, at det var vigtigt og godt for os, at skabe et fælles hjem. Ligeså gode vi er til at finde løsninger lige så gode er vi til at handle på dem. 1-2-3 og pludseligt stod vi i Family Garden (stadig med streg under borgerlig) midt i alle mulige smukke grønne skønheder - deriblandt kaktusser.

Mit, dit, vores - alles...

Nu handlede det ikke længere om ham og hans børn eller mig og mit barn - eller nogens ego. Nu handlede det om at lave en fusion. Det handlede om at forene den impulsive og spontane bypige med familiefaren fra forstaden - skabe en hverdag sammen og ikke mindst en bolig vi begge ville føle os hjemme i. 

Det første projekt i en lang række af projekter endte med at blive en ø af kaktusser. Af en eller anden årsag er der både noget smukt og samtidig melankolsk over de stikkende bæster. De er forskellige, meget komplekse, ikke så besværlige og alligevel fulde af historie - ligesom hver af os fem i den lille sammenbragte moderne familie.
De blev ganske enkelt symbolet på vores familie - ligesom tallet 5 altid har været det.


De tre bedste / Kilde : Privat Foto

Kilde : Privat Foto


Cactus family

Min kæreste og jeg blev hurtigt enige om, at de små stikkende bæster sagtens kunne være mere end hus-pynt i potter.
Vi besluttede os for at fotografere alle kaktusserne og lave nogle lækre billeder til væggene. Min bedre halvdel har brugt mange timer på planterne og den rigtige lyssætning, styling og redigering - det er vel ingen sag når man er super nørdet i sit fag som fotograf. 


Søren arbejder til daglig hos Inhouse Fotografi i Horsens, hvor jeg/Kasia Lilja også holder til. Derfor var det meget naturligt for os at vi skulle lave en eller anden form for fusion med hver vores kompetenceområder. 


Vi lider ekstremt meget af OCD begge to, når det kommer til stykket og er begge meget nærværende når det kommer til ordentligt arbejde eller detaljegrad. 





Kilde : Privat Foto


Endnu engang var kaktusserne fundamentet for noget mere - en ny række af plakater, der startede som et kærlighedseventyr, sammenbragte børn og et nyt udtryk ("vores"), men som nu udgør en serie af smukke fotografier, der pryder rigtig mange menneskers hjem i ind -og udland.

Tak fordi du læste med - og husk ; Nogle gange så skal man ikke nøjes og "sådan set fint nok" burde ikke være godt nok - man skal lytte til sin mavefornemmelse og vigtigst af alt, så skal man åbne sin mund og handle på det :-)






Kilde : Kasia Lilja


Kilde : Kasia Lilja