OCD - For nogle en stående joke - for andre en usynlig lidelse...

Vi har alle et organiseret kaos

En af mine største laster ud over at drikke uanede mængder af kaffe er klart systematik, organisering og ikke mindst ting, der ligger vinkelret mod hinanden.

Jeg er slet ikke klar over hvornår det startede eller om det altid har været en del af mit liv. En ting er dog klart; jeg får uro i kroppen, svedige hænder og kan slet ikke finde mig tilrette, så snart jeg får øje på ting, der ikke er "som de plejer".

Et eksempel er mine DVD'er - de står alle på række - ALTID. Det er dog utrolig svært med små børn i huset, men jeg retter dem glædeligt - også dagligt - for derefter at nyde synet af min systematiseret, kategoriseret og alfabetiseret samling. Fra chick-flicks til comedy til tamme b-gysere. Sålænge de står ENS, så kan jeg slappe af. 

Mine kjoler hænger i række efter farver, billedrammerne hænger med den samme afstand til hinanden - alle 20, pyntepuderne ligger i samme vinkel, sengen er ALTID redt, bøgerne står farveopdelt og sokkerne i sæson kategorier... (JØSSES! Jeg er en freak!) 

Når kroppen er træt og hjernen kører på overarbejde

Det er lidt skørt, men det giver mig ro, når de ting er gjort og der er orden i pisset. MEN; det er ikke altid lige sjovt.
Efter en arbejdsdag på 10 timer, en masse leg med min supermand og sidst men ikke mindst de huslige gøremål, der trænger jeg ærlig talt til bare at smide mig og sige "fuck det"! - Men min hjerne spiller mig et puds - den VIL IKKE slappe af.. DVD'erne står skævt, den lille har hoppet i sengen (aaaargh!!!) og papirene ved computeren ligger ikke i systematiske bunker, som de SKAL. De der "uskyldige" tvangstanker eller ritualer, om man må, de har alligevel en smule kontrol over mig.

Ved at udføre forskellige ritualer indtil "det føles rigtigt indeni", forsøger jeg vel at afværge det truende. Ritualerne skal udføres i en bestemt rækkefølge og glipper en lille del, skal jeg starte forfra igen og igen. 

Problemet med ritualerne er bare, at jeg så tror, jeg har afværget ulykken, fordi jeg udførte ritualerne, ikke fordi ulykken simpelthen ikke sker. Man synes ok derfor, at man nu har fået bevis for, at ens ritualer virker? Det forstærker trangen til at kontrollere og udføre ritualerne igen og igen - sikke en lorte cirkel.

OCD tæt på livet

Jeg kan kun tænke mig til, hvordan det må være at have diagnosen OCD - FORFÆRDELIGT!

En person, som jeg holder utrolig meget af lider af denne diagnose og derfor er det meget naturligt for mig at inddrage den som en del af min nye serie "Illness" under titlen "OCD".

Hvad er OCD?

Ritualer, tvangstanker og tvangshandlinger er noget, de fleste har oplevet. Mange har prøvet at have en periode i ungdommen, hvor man gik meget op i at træde på stregerne på fortovet eller ikke at træde på stregerne. Mange har også oplevet kontrol-tvang som for eksempel at føle sig nødsaget til at tjekke flere gange, at kogepladerne er slukket, og at alle døre er lukkede i hjemmet - ligesom på den nye plakat "OCD".

I disse tilfælde er der ikke tale om nogen sygdom. Men denne type tanker og adfærd kan hos nogle mennesker komme helt ud af kontrol. Det kan være et led i en tvangslidelse, der også er kaldet OCD (fra engelsk: Obsessive-Compulsive Disorder). 

Personer, som lider af OCD, bliver fanget i et mønster af tilbagevendende tvangshandlinger/ritualer, som er meningsløse og frustrerende, men meget vanskelige at holde op med. I alvorlige tilfælde kan lidelsen fuldstændigt ødelægge en persons evne til at fungere i skole, på arbejde eller derhjemme, hvis den ikke bliver behandlet. OCD kan være en stærkt invaliderende lidelse, som hos nogle personer kan vare hele livet. 

Det er pinefuldt at lide af OCD 

Mange tror, at disse "dårlige/onde" tanker betyder, at de selv er dårlige/onde mennesker. En hel del tror også, at hvis andre vidste, at de har sådanne tanker, så vil de ikke bryde sig om dem og de vil fjerne sig fra dem, så det eneste de har tilbage er ensomhed og isolation. 

Udover at personer med OCD har angst, får mange derfor også skyldfølelse og skamfølelse. De fordømmer sig selv og tænker, at de ikke kan være sammen med andre. 


Faktisk er det sådan, at så længe de ikke tør fortælle om deres tvangstanker, så er de ensomme og isolerede. 


"Dårlige" tanker betyder ikke, at man er et "dårligt" menneske. Tværtimod er man forpint, fordi man slet ikke bryder sig om de tanker og er bange for, at de skal blive virkelige. Og andre vil sandsynligvis ikke fordømme en, men fortsat holde lige meget af en. 


I perioder uden tvangsimpulser vil de fleste opleve, at tvangshandlingerne og tvangstankerne er urimelige og overdrevne. Men når tvangssymptomerne sætter ind, vil de for mange være så stærke, at de kan være i tvivl, om de er ved at miste forstanden.


De fleste stræber efter at modarbejde de uønskede tvangstanker, og mange klarer også at holde tvangstankerne på afstand, mens de er på arbejde eller i skole. Men hvis dette ikke lykkes, kan tidskrævende ritualer overtage styringen med livet og gøre det vanskeligt at fungere i skolen, på arbejdet eller hjemme.
 De fleste forsøger at skjule symptomerne og søger ikke hjælp. Derfor bliver mange eksperter i at leve med ritualerne. Der går gennemsnitligt godt og vel 17 år, fra lidelsen bryder ud, til en person søger hjælp. Det er overdrevet lang tid!

Uandet om vi alle har hver vors ritualer, laster eller tangstanker, så er det vigtigt for mig, at gøre sig klart hvornår det er okay at joke med OCD og hvornår det er bedre at forstå... 

(De meste fakta omkring lidelsen er udlant af http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/tvangssymptomer.htm)