Når Mor Mangler.... Så gør alt ondt...

Ærligt og nøgent

Puha, det er absolut med blandede følelser jeg skriver dette indlæg. Først og fremmest fordi det er et emne, der for mig personligt er et utroligt privat og ømt punkt og dernæst fordi jeg føler, at området fortjener at blive sat i lyset - om end for en stund. 

Velgørenhed der giver mening

Der er idag så uendeligt mange velgørenhedsprojekter igang og mange af dem forsvinder i lyset af andre. Men en af de indsamlinger som straks fik min opmærksomhed var "Når Mor Mangler".

"Når mor mangler" er overskriften for dette års Danmarks Indsamling, der allerede er godt i gang, og som kulminerer i et tv-show på DR lørdag den 1. februar

I år samler danskerne ind til 12 forskellige projekter, der blandt andet skal bekæmpe mødredødelighed i forbindelse med graviditet og fødsel, forebygge hiv/aids blandt kvinder og hjælpe forældreløse børn til en fremtid.

Uanset om det er i Laos, Mexico, Polen eller Danmark, så findes der ingen steder i verden, hvor et moderløst barn har en nem tilværelse. Derfor følte jeg mig nødsaget til at tage emnet op og på min egen måde prøve at sætte ord på de følelser de her uskyldige børn gennemgår, når mor, eller far, er væk. 

Med klumpen i halsen

Når børn rammes af kriser og sorg i forbindelse med et dødsfald i familien, ændres barnets liv og vilkår. Det er børn, som mister de mest betydningsfulde voksne i deres liv. Der er absolut ingen børn, som er forberedt på, hvilken betydning det har og hvilken betydning det får for resten af deres liv, når en forældre dør. 

Den tætte tilknytning, den basale tryghed og fundamentet for en tryg opvækst forsvinder, og barnet mister tilliden til, at verden er et trygt og sikkert sted at være. Børnene bliver efterladt i et kaos af følelser, afmagt og utryghed. Intet er som før. Alt er forandret. 

Børns sorg er på ingen måde noget forbigående, men derimod et livsvilkår, som vil følge dem resten af livet. Børnene erkender løbende, hvilke muligheder de ikke har og ikke får. De vil gang på gang blive konfronteret med de 'tabte' muligheder i deres omgivelser, når de ser andre børn og unge i samspil med forældre.

"Når jeg vågner om morgenen, 

så er far der ikke til at spille og synge for mig, som han altid gjorde.

Han kan heller ikke give mig et knus mere..."

                                                  

                                                                                        - Kasia, 1993

Jeg om nogen ved hvad jeg taler om. I 1993 mistede jeg min far, mit idol.. Ham der lærte mig at tegne og aldrig stoppe igen, ham der sang for mig, når jeg var ked af det, ham der lærte mig om at sætte pris på ting som mælkebøtter og at danse - også selvom alle andre grinede... På det tidspunkt var jeg kun en lille pige, men jeg vidste også, at han aldrig kom tilbage. Jeg så ham i alt, jeg kunne dufte ham, drømte om ham hver nat og hver eneste dag blev jeg kun konfronteret med, at jeg aldrig kunne krølle mig sammen i hans arme, opleve trygheden, mærke kærlighed og omsorg, som kun han kunne give mig på sin helt egen måde. 

Idag er jeg 28 og bliver stadig grådkvalt, så snart jeg tænker på ham. At se mine veninder og mennesker omkring mig tage deres forældre for givet, giver mig kvalme. Daglige brok over at "han altid ringer og bare vil snakke om ingenting..."  skærer ind i mit hjerte. Jeg ville gå til verdens ende og ofre SÅ meget for bare at få lov at høre hans stemme - bare en enkelt gang. Eller vise ham hans barnebarn, gøre ham stolt, få et kæmpe kram over at være igang med min 3. uddannelse - at forfølge min drøm ved at tegne mig gennem livet, som han gjorde det - se smilet på hans skæve læber, når jeg tog min JA! Hat på.. Åh hvor ville jeg spole tiden tilbage til den gang jeg var 6 år og stadig kunne være i hans favn. 

Når jeg tænker på ham, er jeg ikke længere Kasia på 28 - jeg er stadig fars lille prinsesse og jeg savner ham noget så inderligt. 

"I 2012 mistede 2.002 børn én eller begge forældre"

(kilde : Danmarks statistik og kræftens bekæmpelse)

Forestil jer, at der idag, kun 2 år efter, sidder 2.002 x Kasia med selvsamme følelser - DÉT er rigtig mange børn som dagligt konfronteres med, at de ALDRIG skal se deres far, mor eller begge af dem, nogensinde igen. 

Uanset hvad man gør, kan man ikke give dem det de aller mest mangler, men man kan gøre tilværelsen lettere for dem ved at hjælpe dem igennem denne sorgperiode.

Det er præcist dét som indsamlingen går ud på. Og alene derfor vil jeg til enhver tid gøre mit, for at deltage aktivt og hjælpe dem på vej i livet, nu når mor (eller far) mangler...

Hvem er der, når mor mangler? 

I 2001 mistede min søster og jeg vores mor. Tingene kunne ikke blive værre. Jeg gennemlevede hele min oplevelse fra 1993 og nu stod jeg med det mest værdifulde i mit liv i mine arme, min søster. Jeg havde slet ikke tid til at sørge eller bearbejde noget, for jeg kunne på ingen måde håndtere, at hun, denne uskyldige skabning, skulle udsættes for den tortur der ventede os begge rent følelsesmæssigt.

Min mission blev at beskytte hende og skåne hende på bedste vis igennem denne periode. Mange børn har desværre ikke altid mennesker omkring dem, til at være den faldskærm de har brug for i deres fald. 

"Når jeg ser hendes mor kramme hende bliver jeg ked af det, for jeg ved mor ikke kan kramme mig mere...Godt jeg har dig Kasia"

                                                  

                                                                                        - Lillesøster, 2001

Vi er ikke ens - børn er ikke ens

Det er vigtigt at være opmærksom på, at et barn, som trækker sig ind i sig selv, har lige så stort behov for støtte som et barn, der giver udtryk for sine følelser på en mere direkte måde. Og at der ikke er nogle sorgreaktioner, der er mere rigtige end andre.

Det er også vigtigt at fortælle, at børn reagerer forskelligt og i dette tilfælde var min søster og jeg slet ikke ens. Jeg snakkede åbent om det - altid. Hun var en lukket bog hele sit liv indtil hun blev voksen selv og havde brug for/var klar til at tale om de skjulte følelser.

At gå et helt liv uden at få bearbejdet sorg er meget følsomt og kan i mange tilfælde være en hemsko for de muligheder der ligger for ens fødder, når det handler om at tage chancer og risici i livet. Man er sårbar og ikke mindst utrolig bange - mest af alt for at miste det man har.

Hjælp når det kan lade sig gøre - det kan altid lade sig gøre...

Børn i sorg - om de viser det eller ej, skal have en hjælpende hånd igennem forløbet. Derfor har jeg som en støtte og hyldest til Danmarks Indsamlingen designet 3 nye illustrationer, som sammen hedder "Når Mor Mangler".

Motivet på illustrationerne er liljer og grædende øjne. Under min fars OG mors begravelse bestilte jeg hvide liljer, som også "Kasia Lilja" tager sit udspring fra. Liljerne er ikke kun et symbol på begravelse, sorg og vemod for mig, men er blevet et symbol på en hyldest til det liv jeg havde med mine forældre - den smukhed der er i blomsten vil for altid huske mig på at mindes dem vi har mistet. 

Det grædende øje er sjælets spejl, der formår at formidle ikke kun barnets, men også det indre barns indre savn.

Hele overskuddet vil gå til indsamlingen d. 1/2-2014

Illustrationerne fås i størrelserne A4 og A3 til 100,- og 200,- inkl. ægthedscertifikat (dertil porto og forsendelsesomkostninger 50,-) og kan bestilles via mail : kontakt@kasialilja.dk 

Tak fordi I tog jer den tid at læse dette, meget personlige og blottede indlæg - i virkeligheden er vi alle børn - nogle mere hele end andre...

//Kasia

OCD - For nogle en stående joke - for andre en usynlig lidelse...

Vi har alle et organiseret kaos

En af mine største laster ud over at drikke uanede mængder af kaffe er klart systematik, organisering og ikke mindst ting, der ligger vinkelret mod hinanden.

Jeg er slet ikke klar over hvornår det startede eller om det altid har været en del af mit liv. En ting er dog klart; jeg får uro i kroppen, svedige hænder og kan slet ikke finde mig tilrette, så snart jeg får øje på ting, der ikke er "som de plejer".

Et eksempel er mine DVD'er - de står alle på række - ALTID. Det er dog utrolig svært med små børn i huset, men jeg retter dem glædeligt - også dagligt - for derefter at nyde synet af min systematiseret, kategoriseret og alfabetiseret samling. Fra chick-flicks til comedy til tamme b-gysere. Sålænge de står ENS, så kan jeg slappe af. 

Mine kjoler hænger i række efter farver, billedrammerne hænger med den samme afstand til hinanden - alle 20, pyntepuderne ligger i samme vinkel, sengen er ALTID redt, bøgerne står farveopdelt og sokkerne i sæson kategorier... (JØSSES! Jeg er en freak!) 

Når kroppen er træt og hjernen kører på overarbejde

Det er lidt skørt, men det giver mig ro, når de ting er gjort og der er orden i pisset. MEN; det er ikke altid lige sjovt.
Efter en arbejdsdag på 10 timer, en masse leg med min supermand og sidst men ikke mindst de huslige gøremål, der trænger jeg ærlig talt til bare at smide mig og sige "fuck det"! - Men min hjerne spiller mig et puds - den VIL IKKE slappe af.. DVD'erne står skævt, den lille har hoppet i sengen (aaaargh!!!) og papirene ved computeren ligger ikke i systematiske bunker, som de SKAL. De der "uskyldige" tvangstanker eller ritualer, om man må, de har alligevel en smule kontrol over mig.

Ved at udføre forskellige ritualer indtil "det føles rigtigt indeni", forsøger jeg vel at afværge det truende. Ritualerne skal udføres i en bestemt rækkefølge og glipper en lille del, skal jeg starte forfra igen og igen. 

Problemet med ritualerne er bare, at jeg så tror, jeg har afværget ulykken, fordi jeg udførte ritualerne, ikke fordi ulykken simpelthen ikke sker. Man synes ok derfor, at man nu har fået bevis for, at ens ritualer virker? Det forstærker trangen til at kontrollere og udføre ritualerne igen og igen - sikke en lorte cirkel.

OCD tæt på livet

Jeg kan kun tænke mig til, hvordan det må være at have diagnosen OCD - FORFÆRDELIGT!

En person, som jeg holder utrolig meget af lider af denne diagnose og derfor er det meget naturligt for mig at inddrage den som en del af min nye serie "Illness" under titlen "OCD".

Hvad er OCD?

Ritualer, tvangstanker og tvangshandlinger er noget, de fleste har oplevet. Mange har prøvet at have en periode i ungdommen, hvor man gik meget op i at træde på stregerne på fortovet eller ikke at træde på stregerne. Mange har også oplevet kontrol-tvang som for eksempel at føle sig nødsaget til at tjekke flere gange, at kogepladerne er slukket, og at alle døre er lukkede i hjemmet - ligesom på den nye plakat "OCD".

I disse tilfælde er der ikke tale om nogen sygdom. Men denne type tanker og adfærd kan hos nogle mennesker komme helt ud af kontrol. Det kan være et led i en tvangslidelse, der også er kaldet OCD (fra engelsk: Obsessive-Compulsive Disorder). 

Personer, som lider af OCD, bliver fanget i et mønster af tilbagevendende tvangshandlinger/ritualer, som er meningsløse og frustrerende, men meget vanskelige at holde op med. I alvorlige tilfælde kan lidelsen fuldstændigt ødelægge en persons evne til at fungere i skole, på arbejde eller derhjemme, hvis den ikke bliver behandlet. OCD kan være en stærkt invaliderende lidelse, som hos nogle personer kan vare hele livet. 

Det er pinefuldt at lide af OCD 

Mange tror, at disse "dårlige/onde" tanker betyder, at de selv er dårlige/onde mennesker. En hel del tror også, at hvis andre vidste, at de har sådanne tanker, så vil de ikke bryde sig om dem og de vil fjerne sig fra dem, så det eneste de har tilbage er ensomhed og isolation. 

Udover at personer med OCD har angst, får mange derfor også skyldfølelse og skamfølelse. De fordømmer sig selv og tænker, at de ikke kan være sammen med andre. 


Faktisk er det sådan, at så længe de ikke tør fortælle om deres tvangstanker, så er de ensomme og isolerede. 


"Dårlige" tanker betyder ikke, at man er et "dårligt" menneske. Tværtimod er man forpint, fordi man slet ikke bryder sig om de tanker og er bange for, at de skal blive virkelige. Og andre vil sandsynligvis ikke fordømme en, men fortsat holde lige meget af en. 


I perioder uden tvangsimpulser vil de fleste opleve, at tvangshandlingerne og tvangstankerne er urimelige og overdrevne. Men når tvangssymptomerne sætter ind, vil de for mange være så stærke, at de kan være i tvivl, om de er ved at miste forstanden.


De fleste stræber efter at modarbejde de uønskede tvangstanker, og mange klarer også at holde tvangstankerne på afstand, mens de er på arbejde eller i skole. Men hvis dette ikke lykkes, kan tidskrævende ritualer overtage styringen med livet og gøre det vanskeligt at fungere i skolen, på arbejdet eller hjemme.
 De fleste forsøger at skjule symptomerne og søger ikke hjælp. Derfor bliver mange eksperter i at leve med ritualerne. Der går gennemsnitligt godt og vel 17 år, fra lidelsen bryder ud, til en person søger hjælp. Det er overdrevet lang tid!

Uandet om vi alle har hver vors ritualer, laster eller tangstanker, så er det vigtigt for mig, at gøre sig klart hvornår det er okay at joke med OCD og hvornår det er bedre at forstå... 

(De meste fakta omkring lidelsen er udlant af http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/tvangssymptomer.htm)