Kasia Lilja - Virksomhed og person - indefra...

Kasia set fra praktikantens øjne

Jeg har nu været i praktik ved Kasia Lilja i halvanden måneds tid, og i den tid jeg har været her har jeg lært en lille bitte, smuk og hjertevarm kvinde at kende.

Kasia er en sej, viljestærk, stædig lille kvinde med store ambitioner og et humør der smitter og glæder uanset hvor hun befinder sig. 

Hun er en person man for lyst til at se op til, fordi hun er så inspirerende og kreativ i sit væsen, samtidig med at hun har business hatten på.

Hendes mod er stort i en branche hvor chancerne for at overleve de næste år er minimale. Hun lader sig ikke kue fordi hun får et nej fra en forhandler. Nej, hun kæmper videre og ringer eller skriver til den næste interessante forhandler og samarbejdspartner og får det bedste ud af dagen.

Virksomheden Kasia Lilja er hendes hjertebarn og dette mærker man tydeligt gennem den omsorg og kærlighed der bliver givet til hendes følgere på Instagram og det arbejde der bliver lagt i den daglige drift af Kasia Lilja.

Den første uge jeg var ved Kasia var alt fokus på Formland messen i Herning, og vi arbejde begge ca. 80 timer. Det var en vanvittig måde at starte sit praktikforløb på, men også enormt spændende trods de mange timers arbejde der blev lagt i ugen.

Jeg har lært så utroligt meget af Kasia på den korte tid jeg har været her. Også meget mere end jeg havde forventet. Men det er ikke kun den arbejdsmæssige side af Kasia jeg har lært at kende. Bag de røde Business briller og den sorte blazer gemmer sig en kvinde med Polske rødder.

Hun er nemlig ikke blot en selvstændig businesswoman med godt gang i karrieren. Hun er også kæreste til Søren, mor til Witus, stand-in-mor til Sørens to børn, veninde, søster, barnebarn og sidste men ikke mindst er hun min chef.

Alle disse roller har hun med i tasken hver evig eneste dag. Hun passer på disse roller således at hun kan være der for dem der har brug for hende i de dagligdags situationer hun bliver stillet overfor. Hver en rolle bliver taget alvorlig af Kasia og selv om der er mange roller at jonglerer med taber hun sjældent overblikket.

Hun er ALTID ærlig og siger tingene som hun opfatter og føler dem, men på en yderst diplomatisk måde, således at man aldrig føler sig trådt på.

Hun er helt igennem elskværdig, kærlig og ligetil, men også stædig og vildt nysgerrig. 

Alt dette gør dagene ved Kasia Lilja uforudsigelige, spændende og udfordrende for en der har siddet på skolebænken siden hun var 5 år gammel og kun haft arbejde der intet har med kreativitet at gøre.

Jeg er allerede dybt taknemmelig for at have fået chancen for at lære denne skønne kvinde at kende. Hun giver mig blod på tanden og lyst til arbejdslivet. Men vigtigst af alt har hun givet mig troen på at jeg sagtens kan kombinerer mine kreative evner med erhvervslivet. 

Så tak for det, Kasia :-)

                                                                                                

Den sammenbragte familie....

Følelsesmæssig intelligens...

Følelser er en mærkelig størrelse. Ofte er de et resultat af de indtryk vi stilles overfor eller de mennesker vi møder på vores færden igennem livet.

Vi griner, vi græder, vi tænker, vi undres, vi bliver nysgerrige og ikke mindst kan det hele føles på både krop og sind. De oplevelser eller mennesker der har størst inpact på os, der hvor det rigtigt kan mærkes helt inde i maven, ja det er ofte noget vi ikke selv er herre over. Det kommer ganske uventet og ofte meget ubelejligt. Enten har vi ikke tiden til det, eller så havde vi måske lagt en anden og mere "sikker" strategi end den der umiddelbart ligger for døren - vi havde ganske enkelt en anden plan. Men det er jo nu engang således, at omstændighederne ændres, som små blink - tilfældigheder mødes - bringer folk tættere på og andre gange distancerer det nogle. 

Ofte har vi brug for en plan, vi har brug for en retning eller måske indsigt i hvor vi bevæger os hen, for at sikre os selv en indre ro. Vi giver til tider andre skylden, når tingene ikke går som de skal - eller måske de højere magter. Sjældent tager vi ansvar for omstændighederne. 

Jeg tror ikke decideret på skæbnen - heller ikke at alting er forudbestemt. Jeg tror på, at vi langt hen af vejen selv er med til at forme den vi er, den vi vil være, og den vi bliver - ikke mindst den retning vi vil eller skal bevæge os mod. Om det så er i ens privatliv, erhvervsliv eller den indre balance. Vi har ganske enkelt selv ansvar for når tingene går godt - og når de går skidt.

Inderst inde tror jeg, at vi langt hen af vejen godt ved hvad vi er værd, hvad vi selv ønsker og drømmer og ikke mindst hvad vi mener vi fortjener. De fleste af os har bare ikke nosser nok til at åbne munden og rent faktisk claime hvad vi gerne vil have eller hvad vi drømmer om at opnå. Det hele bunder i frygten for at fejle - "Hvad nu hvis de griner".. Ja, hvad nu hvis de rent faktisk griner? Så har de da noget at snakke om - om ikke andet så for en stund.

Følelser er en underlig størrelse - vi tror vi kan kontrollere dem, men i virkeligheden, den virkelige virkelighed, er de meget mere intelligente end vores egen forstand rækker.

Når du mindst venter det...

For et halvt år siden mødte jeg min kæreste. En af de mennesker som jeg netop blev draget af uden at kunne stå imod - en jeg ville lære bedre at kende - en der fik nogle følelser op i mig, som jeg ikke havde troet eksisterede. Timingen var vanvittig dårlig. Jeg var på vej ud af et forhold igennem 4 år, som i slutningen af forholdet havde gjort mig trist. Han var ligeledes kommet ud af et længerevarende forhold, som han slet ikke var glad i. Vi var måske begge sårbare for alting - eller måske mere modtagelige for de rigtige signaler. Det var ihvertfald den del vi delte - på det tidspunkt.

Fællesnævneren var,  at vi blev draget af hinandens tragiske omstændigheder. Ulykkeligheden. Vi var/er af natur begge meget positive og udadvendte, men af en eller anden årsag havde vi tilladt os selv at nøjes. Det var jo sådan set "fint nok".

Kilde : Kasia Lilja

Men er "fint nok" godt nok? Det var det ikke for os! 

For at gøre en lang historie endnu længere...

Tiden fløj afsted og venskabet blev erstattet med vaskeægte følelser. Følelser så stærke at de ofte (også den dag i dag) spændte ben for os til tider - følelser der er så stærke, at de er svære at håndtere. Konklusionen må bestemt være : Ægte Kærlighed. Det var ihvertfald det synonymet endte med at blive. Det må være dét de snakker om i filmene - eller de der candyfloss søde ægtepar der igennem 20 år stadig siger "det var bare ment-to-be"... Man tænker sådan lidt "Åh hold nu kæft..." Men jeg har oplevet det på egen krop nu. Kærligheden som kun findes i Disney film. Den findes virkeligt, og man ved det ikke før man mærker den. Jeg kan vitterligt ikke trække vejret uden at tænke på ham. Jeg VED at det er det helt rigtige at vi er fundet sammen. 

Kilde : Privat Foto

Men hvad gør man så når man har fundet manden i sit liv? Hvad er "the next step"? Nu er vi kærester, men det næste skal vel være det der "Lad os flytte sammen projekt". Og det var lige det vi gjorde. Flyttede sammen.

Alting gik meget hurtigt i starten. Selvom historien virker lyserød, har den været alt andet end det. Desværre er det således, at når man er så offentlig og transparent i sin sociale medie kommunikation (og hamrende forelsket, hvor man har lyst til at råbe det ud til hele verden), så deler man ikke kun sit privatliv, man giver også folk mulighed for at forholde sig til ens liv. 

Alle har en mening om noget, nogle ytrer sig direkte, andre tier men deler deres tanker med venner og bekendte, men de fleste tænker i hvertfald noget.

Desværre blev min og Sørens kærlighed ligeledes debateret i øst og vest - Mange stillede spørgsmålstegn - også de mennesker, som vi førhen så som vores venner. 

I starten havde vi lyst til at råbe det ud til hele verdenen - hvor stor vores forelskelse var (og stadig er). Mange så det som en provokation - at vi ved at dele kærligheden trådte på vores respektive fortid. Men det var jo slet ikke tilfældet. Vi havde og har stadig stor respekt for vores fortid og unset hvad folk tænkte eller tænker, så handlede det hele og gør det stadig, kun om os - og vores kærlighed. Ikke om at såre nogen i svinget.

Det har ikke været en nem proces at opdage vennerne tage afstand - tage parti. Det har været yderst ubehageligt at skulle sætte dem i en situation, hvor de måtte vælge - om det var nødvendigt eller ej.

Til tider påvirkede det os begge så meget, at vi var ret opgivende - vi troede ganske enkelt at os som par var "forkert" - men hvad fanden skal ANDRE bestemme det for? Hvorfor tillader vi os overhovedet at være i tvivl? Er "normer" i virkeligheden ikke et menneskeskabt monster, der sikrer folk kontrol over os?

Ligeså frustrerede vi var, ligeså trodsige blev vi - ingen skulle slå det i stykker vi startede. Og det var der hellere ingen der fik lov til :-)

Fra city single til opvarmet garage og samtale køkken

En ting er at finde manden i sit liv - men er man klar til omvæltningen? Og i så fald, hvad kommer ændringerne så til at være, når man har været vant til at bo i byen med sit store ego og selvstændighed? Pludseligt er der to børn mere, som man skal elske som sine egne - kan man det? Livet i forstaden med stor streg under "borgerlig" var udsigten.

Det kræver i den grad en del omstrukturering på øverste etage at forholde sig til naboer der vinker, pludseligt har man bøgehæk og så er der det der med at have "den lokale superbrugs". Hele forstadslivet blev pludselig en realitet, men den største udfordring var at flytte ind i et hus, som var en del af en fortid, der ikke længere skulle være. Hans ekskæreste. 

Der gik mange tanker igennem mit hovede; hvordan skal jeg finde mig til rette i "hendes hjem", stod hun også og spiste der, hvor jeg pt sidder med min klapsammen mad? De fleste gange tog jeg mig selv i at have forestillinger om noget, jeg ikke engang er sikker på var hændt. 

Heldigvis har vi en meget åben og ærlig tilgang til tingene herhjemme - vi siger tingene ligeud - også de ting der gør ondt at høre - og gerne med det samme, som følelserne opstår. Det er i den sidste ende også det der gør vores forhold sundt - ingen hemmeligheder.

Vi er begge meget løsningsorienterede og blev hurtigt enige om, at det var vigtigt og godt for os, at skabe et fælles hjem. Ligeså gode vi er til at finde løsninger lige så gode er vi til at handle på dem. 1-2-3 og pludseligt stod vi i Family Garden (stadig med streg under borgerlig) midt i alle mulige smukke grønne skønheder - deriblandt kaktusser.

Mit, dit, vores - alles...

Nu handlede det ikke længere om ham og hans børn eller mig og mit barn - eller nogens ego. Nu handlede det om at lave en fusion. Det handlede om at forene den impulsive og spontane bypige med familiefaren fra forstaden - skabe en hverdag sammen og ikke mindst en bolig vi begge ville føle os hjemme i. 

Det første projekt i en lang række af projekter endte med at blive en ø af kaktusser. Af en eller anden årsag er der både noget smukt og samtidig melankolsk over de stikkende bæster. De er forskellige, meget komplekse, ikke så besværlige og alligevel fulde af historie - ligesom hver af os fem i den lille sammenbragte moderne familie.
De blev ganske enkelt symbolet på vores familie - ligesom tallet 5 altid har været det.

De tre bedste / Kilde : Privat Foto

Kilde : Privat Foto

Cactus family

Min kæreste og jeg blev hurtigt enige om, at de små stikkende bæster sagtens kunne være mere end hus-pynt i potter.
Vi besluttede os for at fotografere alle kaktusserne og lave nogle lækre billeder til væggene. Min bedre halvdel har brugt mange timer på planterne og den rigtige lyssætning, styling og redigering - det er vel ingen sag når man er super nørdet i sit fag som fotograf. 

Søren arbejder til daglig hos Inhouse Fotografi i Horsens, hvor jeg/Kasia Lilja også holder til. Derfor var det meget naturligt for os at vi skulle lave en eller anden form for fusion med hver vores kompetenceområder. 

Vi lider ekstremt meget af OCD begge to, når det kommer til stykket og er begge meget nærværende når det kommer til ordentligt arbejde eller detaljegrad. 

Kilde : Privat Foto

Endnu engang var kaktusserne fundamentet for noget mere - en ny række af plakater, der startede som et kærlighedseventyr, sammenbragte børn og et nyt udtryk ("vores"), men som nu udgør en serie af smukke fotografier, der pryder rigtig mange menneskers hjem i ind -og udland.

Tak fordi du læste med - og husk ; Nogle gange så skal man ikke nøjes og "sådan set fint nok" burde ikke være godt nok - man skal lytte til sin mavefornemmelse og vigtigst af alt, så skal man åbne sin mund og handle på det :-)

Kilde : Kasia Lilja

Kilde : Kasia Lilja

Love Wins

Alle har ret til kærlighed <3

Kærlighed er en følelse.. ofte genereret af noget højere end en selv, eller noget der kan forklares med ord.. 

Alle har ret til at opleve kærlighed, dele den og ikke mindst mærke den sammen med dem de elsker.. Uanset alder, køn, race, normer eller andre faktorer.. 

I den virkelige virkelighed er vi alle lige værdige og synd er blot et menneskeskabt monster, der skal sikre nogen kontrol over os. Men uanset hvad, så er vi alle frie og lige og i sidste ende vil kærligheden altid sejre <3 

#LoveWins 

//KL

Bag Kasia Lilja er et rigtig menneske - kun ét...

Hvad er den "virkelige virkelighed" egentligt, når vi gemmer os bag en iPhone?

Grænserne mellem den reelle hverdag og den fiktive verden på de sociale medier bliver i langt højere grad mere og mere slørrede. Ofte kan vi slet ikke forholde os til tanken om, at de mennesker der har profilerne på eksempelvis Instagram, reelt set også er dødelige som os selv.

Vi kender det fra vores forhold til "de kendte" eller "de offentlige personer" om man må. Men er de kendte i virkeligheden ikke også mennesker, med udfordringer, en bagage ingen kender til og måske et langt højere pres i dagligdagen end vi andre knap så eksponerede individer, kender til?

De sociale medier har gjort mange ting lettere for både erhvervslivet og i det private. Virksomheder kan ramme deres målgruppe mere specifikt ved at researche sig frem til hvad forbrugerne "liker" eller hvilke trend og tendenser der ligges for dagen i bestemte brancher, mens private bruger kanalerne til at "være tilgængelige" og "tilstede" i deres sociale liv - uden at være fysisk engageret.

Jeg kunne skrive mange bøger om for og imod sociale medier, men essensen af disse tanker ligger mere i den løftede pegefinger jeg nu engang vil understrege.

Hvad er succes?

Jeg har de seneste små to år drevet en enkeltmandsvirksomhed. Ud af til har jeg fået indtrykket af, at de som læser om Kasia Lilja og hører virksomheden blive omtalt - specielt på de sociale medier, anser virksomheden, inklusiv mig som forretningskvinde/individ, som ligeledes meget succesfuld.

Succes er også en mærkelig størrelse, for der er lige som kunst, en meget subjektiv fortolkning af begrebet. Hvad ER succes i grunden? Nogle oplever succes i form af kapital (kroner og ører på kontoen) der sikrer økonomisk frihed, andre oplever succes som en kombination mellem en velfungerende og tryg og sund familie og kapital, mens andre måske oplever success og anerkendelse på den tid de lægger i deres passion. 

For mig er den største succes egentligt den tidsmæssige frihed og fleksibilitet forbundet med at være iværksætter og selvstændig. For som en opstartsvirksomhed (medmindre man har forgældet sig op til begge øre med kapitalindskud) har man ganske enkelt stort set ikke en krone på lommen. Til gengæld oplever man en dagligdag i konstant skiftende scenarier og man tilrettelægger og strukturerer selv sin dag. Det gør, at jeg den ene dag kan sige "Fuck det" og hoppe på trampolin med min knægt, eller pille mig i navlen, mens den anden dag jeg sidder på kontoret i 16 stive timer, for at nå det jeg ikke fik gjort. Dét er for mig den største succes - at have frihed til at gøre lige hvad jeg vil og hvornår jeg vil.

Det vi så glemmer, er at man via de sociale medier endten sender et andet udtryk eller også bliver ens kommunikation til omverdenen fortolket på en anderledes måde, end først tiltænkt. Det er her, jeg mener, at vi som mennesker har et ansvar overfor os selv, og de medmennesker vi omgås, at vurdere hvad den virkelige virkelighed i grunden er, når alt kommer til alt.

Hvad er det så vi glemmer?

Igår postede jeg følgende billede på Instagram med nedenstående tekst. Efter en hulens masse kommentarer og likes, gik det op for mig, at jeg havde løftet sløret for et tabu emne, som alle kender til, men ingen snakker om. Idag vil jeg være den stemme, som åbner munden og kortlægger den virkelighed vi glemmer.

Tekst fra opslag : 

"Kender i det? Idag har været en af de dage.. Jeg har taget "fri" fra kontoret og rendt rundt i nattøj hele dagen. 
Sagen er den, at Kasia Lilja stadig er en enkeltmandsvirksomhed (selvom mange af jer har en anden forestilling) og opstartsfasen det sidste år har krævet og kræver stadig meget af en. Det kræver mange hatte og store sko at udfylde nogle gange. Nogle dage er gode mens andre er hårde. 
Udover en virksomhed på fuldtid, har jeg taget det svære valg at genoptage og skrive min anden bachelor færdig sideløbende. Jeg har derfor kun 4 uger til at skrive min. 50 sider og de af jer der har været i processen ved, at det er hårdt arbejde og man græder mere end mand bliver klogere i forløbet med opgaven. 
Det er mega hårdt at skifte mellem to gange fokus, først forretningskvinden med den daglige virksomhedsdrift (webshop håndtering, support på telefonen, udvikle nye produkter, håndtere forhandlere osv osv) og dernæst skolepigen der bruger ord som "hermeneutisk" og "socialkonstruktivisme" med det håb om at de i sidste ende giver mening - og det hele skal jongleres med familie livet, det må man ikke glemme, hvor tre sammenbragte børn i alderen 2,7 og 8 kræver opmærksomhed og nærvær (når de alle er hjemme) slutteligt skal man huske at være en god kæreste.. 
Så hvis nogle af jer mangler svar på mails eller ikke lige får jeres pakker dagen efter de er bestilt, er det faktisk kun fordi jeg er lige som jer - et helt almindeligt menneske med to arme og en drøm om at skabe et liv jeg ikke behøver at holde ferie fra.. 
Lige idag lever jeg i min bachelor verden og har siddet her i 12 timer. Vil blot dele mine tanker med jer, så I er klar over og husker, at bag hver eneste Instagram profil herinde, ja der sidder et menneske af kød og blod og vi har hver især vores at slås med, så døm aldrig nogen men hav forståelse!"


Tak fordi I læste med! 

Op i røven med den Ja-hat!

En af de dage hvor man ser sort...

Mandag morgen. Jeg plejer at elske mandag morgen - det er her jeg har ventet en hel weekend på at starte en ny uge med friske øjne, nyt energi - at kunne få svar på mine mails osv osv. Det er bare slet slet ikke den mandag morgen, jeg plejer at have. ØV! ØV ØV ØV ØØØØØV!

En af de sjælne hverdagsmorgener hvor knægten er hos sin far og hvor man i bund og grund er super heldigt stillet ved at være sin egen chef - man bestemmer selv hvad tid man vil ud af nattøjet. Jeg kunne for første gang længe endeligt sove ud - specielt efter en hård weekend med messe, en del snak og "væren på". Jeg har arbejdet 40 timer over to-tre dage, så syntes sgu selv at jeg havde fortjent en lang morgen i sengen, hvor det var okay at sige "fuck det".

Det er ikke hvad der skulle ske - åbenbart!

Kl. 05.00 vågner jeg første gang - "Det kan sgu da ikke være rigtigt!!!", tænker jeg. Min do-do-liste læser sig nærmest selv op i en indre monolog og jeg vågner mere og mere. Til sidst bliver jeg nødt til at få det hele ned på papir, står op, sætter kaffen over og sætter mig til computeren. Jeg er klar - klar på dagens og ugens udfordringer, at svare mails, at pakke pakker til kunderne - alt det der.

Der er noget i vejen?! Det føles sjovt, en snas udefinerbart.

Der sidder en klump i min mave og i min hals - et sted ihvertfald er der noget der trykker. Et ubehag af jeg ved ikke hvad. Jeg håber lidt det går væk ved at komme igang og tænker, det muligvis er "messetømmermænd", som en af mine veninder i branchen så fint kalder det. Det går nok over.

Inden den er 07.00 er der 6 sms'er på min tlf med ting jeg skal tage stilling til (der er en fernisering om 5 dage og 1000 hængepartier) - min tlf ringer et par gange og der er to sure mails fra kunder, hvis pakker er forsvundet med posten. 

Jeg bliver en anelse irriteret - er jo ikke helt vågen, eftersom kaffen endnu ikke er brygget. Her skal man helst ikke svare på beskeder - men det gjorde jeg, jeg lød skide sur og havde mest af alt havde jeg lyst til at skrige ind i telefonen : "SÅ LAD MIG DOG FORHELVEDE VÆRE - DIN CUNT". Jeg havde lyst til at tage samtlige genstande i mit hjem og kaste med alt indtil det var splittet i 1000 stykker. Men mest af alt havde jeg lyst til at råbe og skrige indtil det hele var ude af kroppen. 

Jeg kan ikke mere...

Det er så overvældende, når man ikke har kontrol over sine følelser eller sin krop - hvor fanden kommer det her fra? Jeg var ellers så klar på en ny uge. Dét irriterer mig helt vildt. Kæresten står op og jeg fortæller ham om en mail jeg har fået for nogle dage siden. 

I mailen står der noget lignende ; "Kære Kasia, jeg har fulgt dig længe og din inspirerende vej med virksomheden. det er så sejt det du har opnået og endda på egen hånd. Jeg tegner selv og laver plakater og ser dig som en kæmpe inspiration, så jeg ville blive utrolig glad, hvis du havde lyst til at dele dine erfaringer, svare på nogle spørgsmål osv med mig. jeg vil så gerne kunne leve af at være kreativ ligesom dig".

Hvad er det for en fantasi-verden at leve i? 

SHIT! Det er bare ikke dagen idag, jeg skal tage stilling til at svare på den der. Tror folk virkeligt det er så nemt det hele? Hvad fanden er det for en verden at leve i? Selv Charlie og Chokoladefabrikken har problemer.

På den anden side; hvorfor pakke lorten ind, når den stinker alligevel? Det er jo ikke en dans på røde roser - det er ikke sjov og ballade - sukker i kaffen og sårn. Det er også DE HER dage - de trælse hårde dage, hvor kroppen skriger og man har lyst til at gemme sig væk, som er vigtige at fortælle om.

Jeg læste lidt af mailen op for min kæreste og brød fuldstændig sammen i gråd, mens jeg hulkede; "Jeg forstår ikke hvorfor folk vil det her. Der er jo slet ikke sjovt. Man er træt hele tiden, man får ikke sovet og man er ALDRIG færdig. Jeg har lyst til at skrive til hende at hun skal finde et job et sted og aldrig sige op. " (efterfulgt af hulken, snotten og opgivenhed).

Kæresten, som selv er selvstændig, kigger på mig, giver mig en krammer og fortæller mig, at de her dage kommer - men når man kigger på de resultater der også kommer derefter, så er det det hele værd. Og han har fuldstændig ret. 

Du får lorten som den ser ud - klam og ægte!

Jeg svarede på mailen, ærligt og uden filter: "Jeg vil super gerne sige til dig, at du skal kaste dig ud i det, hvilket jeg selv har gjort, i tidernes morgen, problemet er dog, at interessen for plakater og illustrationer er dalende og med tidens trend og tendenser der ændrer sig hele tiden, så kan jeg heller ikke se at Kasia Lilja laver det samme om 2-3 år. Med fare for at lyde kynisk; alle laver og kan lave plakater og illustrationer, men det er meget få som får succes med det. Det handler i bund og grund om at lave en skudsikker forretningsplan, hvis man vil leve af det, gennemarbejde alle sine mål og de aktiviteter der skal udføres for at nå dem. 

Det er rigtig fedt at du vil sidde og tegne hver eneste dag og er inspireret, men at designe og være kreativ i en sådan branche udgør DESVÆRRE kun 20% af din samlede tid. 

Resten af tiden skal du lave regnskab, opdatere webshoppen, snakke og forhandle priser med forhandlerne, besøge forhandlerne, udtænker tilbud, skyde produktbilleder, gennemgå et hav af leverendører fra alt mellem emballage til papir og rammer, du skal være villig til at have meget is i maven og ikke tjene noget som helst de første to år (hvilket jeg heller ikke gør endnu) og så skal du være en arbejdshest, som gerne tager tiden fra familien og knokler op til 50-70 timer om ugen - også når der er familiefester eller børnene sover. Det er super super hårdt og men hvis man KAN navigere i det, er resultaterne absolut det hele værd."

Hov!? Er det det værd? Skrev jeg lige dét? Her gik det op for mig, at jeg havde brugt denne mail til indirekte at fortælle mig selv, at det ER det hele værd. 

At acceptere faktumet om ikke at være et overmenneske kræver nosser (som man ikke altid har)

Jeg er perfektionist med et KÆMPE P. At lave halvhjertede ting er ikke i min natur og jeg er en stor stræber. Det ved alle de omkring mig også. Men jeg har de seneste par år også lært, at man ikke kan lave alle ting synkront og slet ikke til UG. 

Der VIL komme dage som denne mandag og det er OKAY! Det skal det være. Det skal være okay at folk ved det - lige så meget som det skal være okay at man har lyst til at råbe "skrid" og "fuck" i et stort verbalt tourettes metropol.

Jeg havde en af de dage idag - ved slutningen af denne blog post har jeg faktisk lyst til at grine og danse - det er ude af systemet og den følelsesmæssige rutschetur jeg tog mig selv på er sikkert stadig ikke ovre, men hvad fanden - i det mindste har jeg gjort det klart overfor jer og ikke mindst mig selv, at det er OKAY at nogle dage er hårde! Og fakker talt så er det vel også at have Ja! Hatten på, at man siger "Ja!" til sig selv? At lytte til sin krop og følelser og håndtere dem er den bedste terapi for mig. 

Kaffe, Corny-følelsesporno-musik og rod

Jeg har rod i hele boligen efter en weekend på messe - det får lov at ligge. Sidder stadig i nattøjet og lytter til sukkersøde toner fra en eller anden følelses-playliste på Spotify. Det føles fantastisk at skrive i lange baner. Hvad skulle vi dog have gjort uden ord? 

Mandag er faktisk slet ikke så slem alligevel :-)

/Kasia 

På med Ja OG Nej-hatten til efteråret...

På med Ja- eller Nej-hatten?

Jeg har i den sene tid oplevet en del snak om "Ja" og "Nej" hatte og hvordan den ene udelukker den anden. Personligt kommer "min" jahat fra en tid hvor jeg var meget negativ og brokkede mig en hel del.. (Som vi alle gør) Det var der HELDIGVIS en kæreste der ikke var bleg for at påpege, hvorefter det gik op for mig, at jeg i virkeligheden selv bestemmer, om jeg vil leve et liv med brok og se udfordringer i alle situationer, eller om jeg vil leve et liv med en åben og imødekommende livsindstilling.. Derfor lavede jeg jahatten, som et humoristisk modspil til min kærestes observation.. 

Det viste sig faktisk at jeg blev et menneske med mere balance, flere succesoplevelser og ikke mindst kunne mine nærmeste omkring mig se en gladere person. Man kan kalde det Selvudvikling så tosset man vil. Men for mig var det et valg. Jeg VALGTE ikke at brokke mig. I det valg sagde jeg "Nej tak" til pessimisten.. Jeg sagde fra, tog nej hatten på. 

I virkeligheden handler det om at jonglere begge hatte på hver sin måde. Jeg bruger blot Jahatten som symbolet for hele denne terminologi.. Hatten er et valg og den eneste der kan træffe det valg for dig, er dig selv, så husk at lytte, mærke efter, også selvom strømmen og samfundet presser dig til andet. 

Når du f.eks. har vinterdepression SKAL du have nej hatten på, du skal sige fra overfor de ting der gør skade på dig og sige JA til Dig selv.. Har du pårørende der siger fra, så bebrejd dem ikke, men støt dem, for de gør det, som de føler er mest rigtigt.. Har hatten i virkeligheden ikke mere end én funktion?

Den triste tid kommer...for nogen...

Til efteråret vil der være stor fokus på Kasia Lilja's Mr. Yes! (Jahatten). Det er en svær tid for mange.. Jeg har selv i mange år været plaget af tristhed i de kolde og mørke måneder og det var blandt andet en af årsagerne til at jeg i sin tid lavede Ja-hatten.. Jeg har arbejdet meget med mig selv i de perioder for ikke at gå ned med depression og dermed arbejdet meget med "tankens kraft".. At være mere positiv tænkende og at tro mere på de gode ting i livet. Det har resulteret i mange succesoplevelser, så derfor er jahatten blevet et mere emotionelt symbol for mig, som dagligt minder mig om at jeg med egen vilje kan komme igennem selv de mest uløselige opgaver.. 
Efterårsperioden er derfor blevet noget jeg glæder mig til, fordi jeg ved, at jeg ikke længere bliver trist.. Desværre er der en del andre det gør det og det vil jeg gerne sætte fokus på. 

#NejTilVinterdepression Kampagnen på Instagram

Hvis du vil være med til at sprede budskabet om den positive tankegang i en periode der er hård for mange, så må du meget gerne bruge mine billeder af jahatten her eller fra min Instagram. Hashtag det gerne #kasialiljajahat - Og husk at mange der har det skidt i de mørke måneder som regel ikke taler om det, så vær åben overfor hinanden og lad være med at dømme, vi har alle ting vi slås med og ingen er overmennesker. Det handler bare om at give hinanden plads og jeg vil starte ved at gøre det på de sociale medier. 

Den seneste uge har Downtown Plus støttet kampagnen ved at sælge 50x70 plakater af Mr.Yes til 50% - der er få timer tilbage af dealen, så skynd dig hvis du vil have fat i dem. De kan købes hér.

Jeg håber I vil være med ❤️ /Kasia

Nej til vinterdepression

Mørke tider betyder mørke tanker

Sommeren er ovre og dagene bliver kortere og kortere. Vi er alle forberedte på de mørke dage. Vi er trætte, uoplagte og har mest lyst til at drikke te og se Netflix. Nogle mennesker takler de mørke og deprimerende måneder som om det stadig var sommer og overskuddet var uændret. 

Der er dog en hel del mennesker der i disse måneder, som vi går i møde, har det meget meget svært. De falder hurtigt ind i en meget sortseende periode, hvor alle udfordringer synes uløselige og tankerne omkring dem bliver mørkere og mørkere og mere og mere selvdestruktive. 

Jeg har i mange år selv været en af de mennesker. Efteråret var den mest deprimerende periode for mig og jeg anede ikke hvorfor - én ting var lysklar; hvert eneste efterår fik jeg nedtur, jeg var trist, træt og meget ked af det. Flere af gangene endte det med lykkepiller og andre former for antidepressive midler. 

Jeg har forsøgt at læse mig frem til hvad årsagen til vinterdepression er og kom frem til følgende (tekst er udlånt af Netdokter.dk) :

"Hvad er en vinterdepression?
Vinterdepression er kendetegnet ved, at tilstanden starter i efterårsmånederne og slutter i foråret. I vinterperioden bliver de pågældende mennesker først og fremmest energiløse, men også noget triste. De får en øget appetit med trang til søde sager, og søvnen øges.
Vinterdepression kan kendes fra almindelig tristhed dels ud fra symptomerne, dels fordi der er et karakteristisk mønster, som gentager sig år efter år. Det er meget almindeligt, at man først opdager mønstret, efter at det har gentaget sig i adskillige år.

Hvad er årsagen til vinterdepression?

• Faldende lysmængde og faldende temperatur synes at være den umiddelbare årsag til udløsningen af vinterdepressionen.
  
• De biologiske ændringer i hjernen, der medfører den vinterdepressive tilstand, er ikke kendte."

Altså er der endnu ikke fundet nogle klare og biologiske forklaringer på vinterdepression. I mine øjne tyder det også meget på, at der endnu ikke er forsket i "tankens kraft". Det at tro på og overbevise sig selv om, at alting bliver bedre og mere positivt.  

En usynlig lidelse ingen kender til

Nogle af jer har sikkert bemærket, at jeg har startet en kampagne imod vinterdepression på Instagram.
Jeg har mærket på egen krop hvad det vil sige at have en depression. Jeg har derfor også mærket hvor nemt det var for mig at skjule sygdommen for mine omgivelser i sin tid. Ihvertfald for en periode. Det har været utrolig hårdt og meget drænende, men det lykkedes. Dog gør det mig meget bekymret. Hvis JEG kunne have det så skidt uden at nogen opdagede det, så må det også betyde, at andre - måske nogen omkring mig, eller dig, kan have det sådan - uden at du ved det. Dét er skræmmende. For hvad skal vi dog gøre, når lidelsen i og for sig er "usynlig"? 

Tankens kraft

Det er et emne der der meget sårbart for mig selv og jeg synes derfor at der skal sættes meget mere fokus på det. 

I efteråret og vinterperioden generelt vil jeg personligt og erhvervsmæssigt sætte mere fokus på "Jahatten". Perioden er en svær tid for mange. Jeg har selv i mange år været plaget af tristhed i de kolde og mørke måneder og det var blandt andet en af årsagerne til at jeg i sin tid lavede Ja-hatten. 

Jeg har arbejdet meget med mig selv i de perioder for ikke at gå ned med depression og dermed arbejdet meget med "tankens kraft". At være mere positiv tænkende og at tro mere på de gode ting i livet. Det har resulteret i mange succesoplevelser, så derfor er jahatten blevet et mere emotionelt symbol for mig, som dagligt minder mig om at jeg med egen vilje kan komme igennem selv de mest uløselige opgaver. Hvis bare jeg indstiller mig på det. 

Jeg kan ikke forklare HVAD det er der sker rent biologisk, men jeg har erfaret, at en positiv, åben og imødekommende tankegang kan være medvirkende til at tiltrække, det jeg kalder, positive vibrationer. Du kan se på det som når to mennesker kaster en bold frem og tilbage mod hinanden. Den bold du kaster afsted, får du tilbage igen. Her er der så istedet tale om de tanker du udsender og de positive eller negative vibrationer rent energimæssigt, som de udløser. Hvis du tænker at dagen idag bliver god, så sætter du alle de gode vibrationer i spil og den "bold" der kommer tilbage mod dig er "den gode dag".
Det kan hurtigt blive noget "værre hippie-pis", som jeg ikke selv helt altid tror på, men når jeg kigger på fakta og egne erfaringer, er det 90 % af tiden spot on. Ihvertfald i mit liv.

Efterårsperioden er derfor blevet noget jeg glæder mig til, fordi jeg ved, at jeg ikke længere bliver trist. Desværre er der en del andre det gør det og det vil jeg gerne opfodre alle til at sætte fokus på. 

Husk at mange der har det skidt i de mørke måneder som regel ikke taler om det, så vær åben overfor hinanden og lad være med at dømme, vi har alle ting vi slås med og ingen er overmennesker. Det handler bare om at give hinanden plads og jeg vil starte ved at gøre det på de sociale medier.

#NejTakTilVinterDepression

Jeg har derfor startet en online kampagne på Instagram og Facebook, der bruger Jahatten som symbol for den opmærksomhed, jeg synes vi bør give området om vinterdepression og depression generelt.

Hvis du vil være med til at sprede budskabet om den positive tankegang i en periode der er hård for mange, så må du meget gerne bruge mine billeder af jahatten. Hashtag det gerne #kasialiljajahat og/eller #nejtaktilvinterdepression. 

Jeg håber I vil være med ❤️

/Kasia

(1000 tak til de af jer der deler jeres mest sårbare sider i forbindelse med kampagnen og endnu mere tak fordi I alle vil være med til at sprede mere positivitet på de sociale medier)